De lette fodtrin høres tydeligt om morgenen i det lille, røde murstenshus i Ishøj Landsby.
Min mor går fokuseret rundt - ind og ud af badeværelset. Den løse bluse med broderede blomster flagrer, og de leopardmønstrede briller sidder solidt plantet i det lyse hår.
Min far spiser en hjemmebagt bolle med ost, og får sig en kop Nescafé Gold, mens han stirrer i avisen ved spisebordet. Der bliver ikke udvekslet mange ord. Det er der ikke noget usædvanligt i, for mine forældre er ikke typerne, der ævler løs om morgenen.
Alligevel er denne dag anderledes. En trykket stemning hænger i luften som en tung, mørk sky. Der bliver taget tilløb til at sige farvel. Om få timer begynder et nyt kapitel i livet. I dag starter min mor, Dorte Bay, i kemoterapi.
En svær beslutning
Et par dage forinden aftaler jeg med min mor, at vi taler om alt, hvad der er sket op til. I slutningen af februar sidste år får hun den besked, ingen ønsker at få. Du har kræft.
I en alder af 61 år er hun en af de 810 kvinder i Danmark, der hvert år rammes af livmoderkræft. Hun skal opereres.
Livmoderen skal ud. Nu. Det bliver opdaget i forbindelse med et rutinetjek. Helt uventet. Det kommer mildest talt som et chok. Hun føler sig jo rask.
Min mor fortæller: »Da jeg fik det at vide, var det første jeg tænkte, at det her skal jeg igennem, for du skal ikke miste mig så tidligt«.
En tanke der slår hende, fordi hun selv mister begge sine forældre, da hun er henholdsvis 26 og 29 år gammel. Jeg er 28.
Operationen er vellykket, og alt ser ud til at være i skønneste orden. Biopsien viser dog, at kræften har spredt sig til den ene lymfeknude, der blev fjernet ved operationen.
Lymfesystemet er som et spindelvæv, der spreder hvide blodlegemer igennem hele kroppen.
Hvis kræften når at sprede sig igennem systemet til andre organer, er chancen for at hun bliver helbredt lille.
Efterfølgende bliver hun scannet, og til stor lettelse har kræften ikke spredt sig yderligere. Dog står hun overfor en af de sværeste beslutninger i sit liv.
Lægerne kan ikke garantere hende, at der ikke er enkelte kræftceller tilbage i kroppen. Derfor anbefaler de forebyggende kemoterapi, selvom hun teknisk set er kræftfri. Kvalme, opkast, træthed, smagsforandringer, manglende appetit og nedsat immunforsvar er nogle af de bivirkninger, hun kan risikere at få.
Det eneste, der er helt sikkert er, at hun mister håret.
Min mor vælger at takke ja til behandlingen
»I sidste ende var det et rationelt valg. Det er det, der giver mig og mine pårørende mest ro i sjælen«.
Giften i blodet
En metallisk lugt spreder sig. På væggene hænger farverige malerier af blomster, der står i stærk kontrast til de kridhvide vægge.
Et gardin, der til forveksling ligner et badeforhæng, skiller to senge ad. I den ene seng ligger min mor, og lytter opmærksomt til, hvad sygeplejersken fortæller hende.
Jeg har sat mig i gæstestolen.
Sygeplejersken taler og taler, men jeg opfatter ikke rigtigt, hvad hun siger. Det er noget med de forskellige typer kemobehandlinger.
Jeg forstår det ikke rigtigt. Jeg sidder i min egen boble. Intet trænger igennem. Sygeplejersken trykker på knappen, og maskinen begynder at tælle ned. Hun rejser sig og forlader stuen.
Min mor giver mig et lille smil og læner sig tilbage i sengen. Nu strømmer cellegiften i hendes blod.
Det er surrealistisk.
Min mor er jo ikke syg. Hun vælger at blive syg. Hun vælger at få sprøjtet gift ind i kroppen. Gift, der ikke kun dræber kræftceller. Den dræber også raske celler.
Uvisheden
De følgende dage er svære. Der sidder en konstant frygt i mig for, om det er i dag, at hun vågner op med kraftige bivirkninger.
Jeg har svært ved at stå op om morgenen. En trykken for hovedet og en anspændthed i kroppen, der ikke vil gå væk.
Som chokket man får, når der sker noget uventet i en gyserfilm. Den følelse går jeg rundt med hele tiden.
Hvordan reagerer jeg, når hun taber håret? Kommer jeg til at føle en distance til hende?
Det er beviset på, at hun er i kemoterapi. Kan jeg tillade mig at tænke sådan? Det er jo min mor.
Frygten for, at hun kommer til at ligge i sengen de næste mange uger, dræner mig fuldstændig.
Den fucking sygdom. Hvorfor skal den ramme os?
Det går først op for mig efter et par dage, at det er dødsangst. Jeg er bange for at miste min mor. Bange for, at den mor, jeg kender, forsvinder.
Jeg er ikke alene med bekymringerne. Min mor er meget optaget af, hvordan hun har det. Hun mærker hele tiden efter, om noget har ændret sig.
Hver morgen tjekker hun, om det føles anderledes. Men der sker ikke noget. Ikke andet end en smule træthed og summen i fingerspidserne.
Alt bliver lige pludselig meget uvirkeligt. Vi aner ikke, om behandlingen virker. Hun har ikke en knude.
Vi kan ikke tage til en scanning om to måneder og få at vide, at det er i bedring.
For der er ikke noget. Der er intet vi kan følge med i. Alt er meget uvist. Det er i virkeligheden det værste.
Hverdagen fortsætter
»Vi kommer igennem det. Det er bare et bump på vejen«, siger min mor til mig en dag, vi er ude at gå.
Det blæser kraftigt på den lille sti, der smyger sig gennem græsmarkerne.
Hun har besluttet sig for, at hun ikke vil lade sig styre af behandlingen. For hende er det vigtigt at være positiv, vedligeholde sine faste rutiner og fokusere på de gode ting i livet.
Hun har fået ansigtsbehandling, købt nye solbriller, været på Louisiana og spist middag med et par gode venner. Prøvet at skabe så normal en hverdag som muligt.
Det virker. Hun har overskud, og det smitter af på mig. Tiden flyver afsted. Eller, det gør den faktisk ikke. Det er sådan et underligt limbo. Det føles som i går, at hun fik første kemobehandling.
Men det er allerede over en uge siden. Alligevel går tiden utrolig langsomt. Dagene ligner hinanden, på trods af at vi forsøger at lave noget.
Den vante rutine, der indebærer, at min mor går på arbejde, er væk. Hun går bare og tæller dage ned til næste behandling. Og til hun taber håret. Når samtalen falder på hår, giver det et lille jag i hende. Jeg kan se det i hendes blik. Hun kigger væk og har svært ved at holde øjenkontakt.
Noget hun normalt er en mester i. Hun har sådan et meget intenst blik. Et blik, man ikke kan skjule sig fra. Hun kigger lige igennem dig.
»Kom lige og se!« råber min mor til mig en formiddag gennem huset. Jeg rejser mig fra den beigefarvede sofa og trasker ud til badeværelset.
Og der er det jo. Det vi har ventet på. I håndvasken ligger der hår. Det er ikke bare ét hår. Det er mange.
Jeg havde ellers lige bildt mig selv ind, at der måske var en lille bitte chance for, at hun ikke ville tabe håret. Men det gjorde hun altså.
På 13. dagen efter første kemobehandling.
Et nyt kapitel
»Shit«, siger jeg sagte. Min mor griner. Med tre fingre kniber jeg omkring en tot af hendes hår og trækker det med lethed ud.
Det er nu 15 dage siden, hun fik første kemobehandling, og håret rasler af hende.
»Det er faktisk rart, at det er i dag jeg skal klippes. Jeg har ikke nerver til at gå rundt og tabe mere hår«, siger min mor med et smil, mens vi sidder i hendes sølvgrå bil på vej til Svane Klinik.
I dag skal hun til frisøren og have den paryk, hun har bestilt. Det er en dag, hun har været bekymret for, siden hun takkede ja til kemoterapien, for håret er en stor del af hendes identitet.
Hun er alligevel i godt humør.
Med kluklatter og våde øjne fortæller hun om et tænkt scenarie, hvor barnebarnet flår parykken af hende. Jeg udbryder et grynt og kan ikke lade være med at grine. I dagene op til har min mor været stille.
»Jeg forbereder mig selv og gennemlever mine følelser på forskud«, fortæller hun.
Hun var overbevist om, at hun ville blive ked af det, når håret røg af. Derfor kom det som lidt af en overraskelse, at hun ikke blev berørt, da de lyse lokker faldt til gulvet.
Første kapitel er nu overstået.
I de næste 16 uger venter der yderligere fem kemobehandlinger.
Uvisheden er der stadig, for vi aner ikke, hvordan hun reagerer på cellegiften.
Måske er hun lige så heldig som første gang – måske får hun det værre.
Det må tiden vise. Som et familiemedlem altid prædikede:
»Dette er bare en overgang. Livet går videre«.